Region Midtjylland har erstattet EZproxy med direkte SSO-adgang

Fagbiblioteket i Region Midtjylland har gennemført et skifte fra IP-baseret adgang til elektroniske forlags­ressourcer via EZproxy til single-sign-on (SSO) direkte hos forlagene – med WAYF som føderations- og adgangs­infrastruktur.

Region Midtjyllands e-bibliotek gik i drift med den nye, fødererede adgangs­model den 4 december 2025, og erfaringerne siden da har været gode – både teknisk og i forhold til brugernes adgang til ressourcerne.

Skiftet sker i en tid hvor Det Kgl. Bibliotek er ved at udfase driften af institutions­specifikke EZproxy-løsninger, og hvor de store internationale forlag i stigende grad bevæger sig væk fra IP-baseret adgang og over mod SSO. I dag er stort set alle større forlag tilsluttet eduGAIN, hvilket gør direkte institutions­login muligt for WAYFs medlems­institutioner.

Et større arbejde – én gang

Region Midtjylland kunne have valgt et relativt enkelt skifte til en kommerciel EZproxy-tjeneste, men valgte i stedet at investere i direkte SSO-adgang. Det indebærer et vist etablerings­arbejde, hvor adgangen skal konfigureres hos hvert enkelt forlag, og hvor processer og begreber ikke altid er ens på tværs af parter.

Erfaringen er at arbejdet kræver tæt koordinering mellem bibliotekarer, forlagenes kontakt­personer og SSO/it-professionelle – og at en væsentlig del af indsatsen består i at undgå snak forbi hinanden og fastholde fokus på det egentlige tekniske mål.

Når etableringen først er på plads, er der til gengæld ikke meget arbejde med vedligehold, om noget overhovedet.

Smidig adgang for brugerne

Fra bibliotekets perspektiv var det naturligvis afgørende at bruger­oplevelsen fortsat er enkel. Ved hjælp af “WAYFless” URL’er kan adgangen opleves på samme måde som med et klassisk proxy-præfiks: Brugerne føres direkte til ressourcen og logges ind automatisk via institutionens login – uden aktivt at skulle vælge institution fra en liste.

Samtidig undgår man nogle af de tekniske udfordringer der kan være forbundet med proxy-løsninger, herunder vedligehold af stanza-konfigurationer.

En sti er nu trådt

Et vigtigt resultat af arbejdet i Region Midtjylland er at de fleste børne­sygdomme nu er håndteret: Uklarheder hos forlagene, snak forbi hinanden mellem kontaktpersoner og usikkerhed om konkrete SSO-opsætninger er blevet afklaret.

Det betyder at vejen nu er væsentligt mere fremkommelig for andre organisationer. Region Sjælland er allerede godt i gang med at følge samme spor og kan i høj grad drage nytte af de erfaringer der er gjort.

WAYFs rolle

Fra WAYFs side har indsatsen især handlet om at bidrage med SSO-teknisk fagviden, bringe føderationens konkrete muligheder i spil – og ikke mindst fungere som bindeled mellem bibliotek og forlag. Ved aktivt at styre kommunikationen har WAYF kunnet tage misforståelser i opløbet og hurtigt få fokus rettet mod det der faktisk skulle til for at komme i mål.

Projektet viser at direkte SSO-adgang inden for WAYF og eduGAIN i dag er en moden og bæredygtig løsning – og at det bliver stadig lettere for andre institutioner at gå samme vej.